COPL
Deltagelse
Det er vigtig for os at understrege, at COPL er et tilbud til både kvinde og mand, der er involveret i graviditetstabet. Hvis du eller I ønsker at deltage i projektet, vil vi i forbindelse med kvindens undersøgelse på hospitalet tage en blodprøve - gerne også på manden (70 ml). Derudover vil vi bede kvinden lave en podning fra skeden samme aften eller morgenen efter det indledende besøg på hospitalet. Graviditetsvævet vil opsamles i forbindelse med den kirurgiske udtømning af livmoderen på hospitalet eller af parret selv i hjemmet (efter grundig instruktion). Ved graviditetstab efter uge 12, vil vi tage en mindre prøve fra fosterets fod.
Der tilbydes klinisk kontrol ca. 6 uger efter tabet, hvor vi kan beskrive om det tilgrundegåede foster havde normalt udseende kromosomer - eller ej. Samtidig ultralydsscannes livmoderen med henblik på at finde eventuelle afvigelser i livmoderens form, samt lave en ny podning fra skeden. Til dette besøg opfordres manden også til at medbringe en sædprøve. Desuden vil vi ved det opfølgende besøg indsamle en urinprøve - fra både kvinde og mand.
Vi vil kontakte Jer med information om tid og sted for den opfølgende kontrol.